Vi synes, det er vigtigt at holde fast i gode traditioner, vi har følgende:
Afskedsfest for de kommende skolebørn: Vi holder en fest, når vi tager afsked med de kommende skolebørn. Alle børn møder i festtøj den dag. Skolebørnene får overrakt billeder og medaljer. Vi synger en sang, og så er der underholdning. Forældrene kommer til kaffe og kage om eftermiddagen.
Bedsteforældredag: Vi holder bedsteforældredag en gang om året. Her kan jeres barn invitere bedsteforældre med i børnehaven/vuggestuen. Vi vil optræde med et nummer i aldersopdelte grupper, herefter nyder vi den medbragte madkurv, bedsteforældrene har med. Vi sørger for kaffe og en småkage efterfølgende.
Fastelavn: I tiden op til fastelavn kan børnene lave fastelavnspynt som masker, papirklip m.m. En dag tæt på fastelavn møder børnene udklædte, og vi slår katten af tønden samt kårer årets kattekonge/dronning.
Fællesudflugt: En dag i maj tager mellem- og storegruppen på udflugt, det kan f.eks. være til Svanninge bakker, naturlegeplads i Nyborg, osv.
Jul: I december holder vi et julearrangement for børn, forældre og søskende. Alle børn har lavet en lanterne, som de har med, når vi går en tur over på boldbanen. Her synger vi nogle julesange og går på jagt efter julemanden, som har en godtepose til alle børn. Herefter går vi tilbage til institutionen, hvor vi ønsker hinanden en god jul, mens vi nyder saftevand, gløgg og æbleskiver.
Koloni: Vi tager de kommende skolebørn med på koloni tre dage i september. Vi tager til Bittenhus, som ligger ved Faaborg.
Plantedag: Vi har en fast plantedag i maj, hvor alle børn har en plante eller blomst med, som vi planter sammen på vores legeplads.
Påske: Hver påske laver vi påskepynt, som vi pynter huset med. Vi holder en påskefrokost, hvor vi pynter fint op, og børnene medbringer en festlig madpakke. Påskeharen kommer på besøg og gemmer påskeæg ude på legepladsen.
Sankthans: Børnehavebørnene er med til at lave en heks, som vi brænder af over bålet til sankthans. Vi laver en pølsebod, hvor børnene kan få pølser og brød.
Sommerfest: I juni holder vi sommerfest for børn, forældre og søskende. Her optræder børnene i aldersopdelte grupper, hvorefter vi nyder den medbragte mad.